Om weekenden
Tag med 55 gymnasieelever på Anvendt Matematik Weekend og udforsk matematik i praksis, når I bruger en weekend på at fordybe jer i alt fra lydbølger og Fourieranalyse til spilteori og Monte Carlo metoder. UNF Anvendt Matematik Weekend 2026 er for dig, der er fascineret af, hvordan matematik kan bruges til at løse virkelige problemer, og som vil møde andre unge med samme interesse som dig.
Weekenden giver dig et indblik i, hvordan matematik anvendes inden for forskellige områder som teknologi og forsikring. Uanset om du drømmer om at blive ingeniør, aktuar, dataanalytiker, fysiker – eller noget helt femte inden for naturvidenskab – vil matematiske metoder spille en stor rolle, og weekenden giver dig en smagsprøve på, hvad der venter dig på din uddannelse.
Vores undervisere kommer fra forskellige matematiske uddannelser på universitet, herunder matematik, fysik, kunstig intelligens, forsikringsmatematik, ingeniørstudier, og mere. De har forberedt to spændende forløb som du vil kunne læse mere om inden længe!
Tid og sted
Anvendt Matematik Weekend finder sted d. 01. maj til 03. maj 2026 på H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby. UNF tilbyder refusion af transport til og fra weekenden så du kan deltage uanset hvor i landet du bor.
Kost og logi
Vi sørger for kost og logi under hele weekenden. Vores praktisk team laver selv mad til alle på campen og tager selvfølgelig højde for madforbehold og allergier, så husk at skrive dem i din ansøgning. Vi overnatter på H.C. Ørsted Gymnasiet i klasselokaler og har to nattevagter, som er vågne og til rådighed hvis problemer skulle opstå om natten.
Pris
Projekter i UNF, herunder Anvendt Matematik Weekend, er 100% arrangeret af frivillige, hvilket betyder, at man kan deltage på weekenden for kun 100 kr. Prisen inkluderer kost, logi, undervisning, sociale aktiviteter og mere.
Hvem kan deltage?
Weekenden er for alle studerende på gymnasiale uddannelser, der er interesserede i matematik. Hvis du falder uden for denne kategori er du stadig meget velkommen til at ansøge eller skrive til os og høre om det vil give mening for dig at deltage.
Optagelse
Når tilmeldingen lukker d. 31. marts 2026 vil du inden for en uge få svar på din ansøgning over mail med yderligere praktiske informationer omkring weekenden.
Når du tilmelder dig skal du huske at skrive relevante bemærkninger vedrørende kost, medicin eller andet. Vi differentierer ikke på baggrund af specielle forhold, så uanset hvad det er, skal vi nok finde en løsning.
Kontakt
Hvis du har nogen som helst spørgsmål vedrørende weekenden, så skriv til os på sws.koordinator@sw.unf.dk. Vi svarer så hurtigt som muligt!